Kursus i bjergkørsel – Tyskland Nord til Syd

Ofte mødes du med krav om erfaring i bjergkørsel, for at kunne deltage i en arrangeret mc-tur og jeg bliver jævnligt spurgt, hvordan man får det, hvis man ikke har mod på at køre sydpå selv.

Dato
28. juni – 3. juli 2026
Varighed
6 køredage, 5 overnatninger
Pris
6.750,- incl. ½ pension i dobbeltværelse
tillæg enkeltværelse 1.000,-
Deltagere
max 6
Sværhedsgrad
Let
Krav
Se under ‘Beskrivelse af turen’

Beskrivelse af turen

Denne tur er lavet specielt til dig, der ikke har erfaring i bjergkørsel. Eller måske dig, der ønsker at få formen finpudset, og opnå større sikkerhed i kørslen. Du kan dog også køre med, hvis du bare ønsker at opleve, at Tyskland har andet godt at byde på end Harzen.

Det er IKKE en sightseeing tur, men en lær-at-køre-sikkert-på-motorcykel-i-bjergene-tur. Der bliver ikke lavet specielle øvelser på turen, men instrueret i hvorledes man kører og forholder sig optimalt i bjergene på en motorcykel. Hver enkelt deltager får løbende tilbagemelding på kørestil, linievalg og focuspunkter.

Turen vil veksle mellem jævn landevej og lettere bjergkørsel, men vil blive langsomt opbygget således, at bjergetaperne bliver længere og hyppigere efterhånden som dagene går og vi kommer længere sydpå. Med en lettere ‘slingrende’ kurs gennem Tyskland, vil vi komme igennem Harzen, Thüringen, måske Rhön, Fränkische Schweiz, Bayerische Wald, måske Berchtesgaden og som afslutning skal vi naturligvis køre østrigs mest berømte mc-strækning: GrossGlockner HochalpenStrasse. Den eksakte rute vil blive planlagt undervejs så den passer til gruppen, men de 5 overnatninger er fastlagt på forhånd.

Turen gennem Tyskland, uden for Autobahn, er en køn tur, i et meget afvekslende landskab. Vi vil overnatte på traditionelle Gasthofs (svarende til 3-stjerne), så vi kommer tættere på den originale tyske atmosfære.

Når du har kørt denne tur, skulle du gerne være klar til flere oplevelser i bjergene – enten på egen hånd, eller som deltager i en gruppe.

VIGTIGT

Da vi udelukkende kører på offentlig vej, og følger reglerne herfor, og der ikke vil blive stillet specielle krav til dig, er du selv ansvarlig for din egen sikkerhed. Ved at tilmelde dig turen, accepterer du, at du ikke kan drage mig eller MC-Ferie til ansvar for eventuelle uheld eller skader.