Efterårstur – Sardinien

Er du vild med halvsmå til mellemstore, rytmiske sving der bare bliver ved og ved, og ønsker at det aldrig vil holde op, så er Sardinien det helt rigtige sted for dig – Mr. Swing King!

Dato
29/9 – 10/10 2025
Varighed
11 køredage, 10 overnatninger
Pris
13.400,- incl. ½ pension i dobbeltværelse
tillæg enkeltværelse 1.800,-
Deltagere
Min 5, max 10
Sværhedsgrad
Middelsvær til svær
Krav
Solid erfaring i bjergkørsel forudsat
Mc min. 500 ccm

Beskrivelse af turen

Det er simpelthen ikke til at tro før det er prøvet-  Sardiniens veje er endeløse perlerækker af små til mellemstore sving med en helt perfekt radius til motorcykelkørsel – her går det ene sving direkte over i det næste. Og så gør det jo heller ikke noget, at Sardiniens asfalt er noget af det bedste jeg har prøvet i hele Europa. Fuldstændig jævn, og med et vejgreb som Dragonfly 00 sandpapir. Men der er jo selvfølgelig heller ikke meget trafik på vejene til at ødelægge den skønne asfalt.

Sardinien er simpelthen paradis på jord for svingglade motorcyklister! Jeg er efterhånden blevet i tvivl – er det svingene eller den fraværende trafik, der er det bedste ved Sardinien? – men sikkert er det, sving uden biler til at ødelægge flowet – FORMIDABLE!!!

Denne udsigt er typisk på Sardinien: Sving, sving, sving, jævn asfalt og ingen trafik – nå ja, og flot, flot natur.

Turen starter i Innsbruck i Østrig om formiddagen kl 10, og slutter igen i Innsbruck om aftenen kl. 18. Dette giver os i alt 11 køredage og 10 overnatninger: 4 skønne køredage i nord-Italien, gennem Alperne, Dolomitterne og Appenninerne og hele 7 fantastiske køredage på Sardinien – sammenlagt et meget varieret køreprogram, der ender på ca. 4.000 km intensiv kørsel og måske 10.000 sving -tæl dem, hvem der kan!

Du kan dog også vælge at starte og slutte i Olbia på Sardinien, hvilket så giver 7 køredage på Sardinien og 6 overnatninger – svarende til 2.000 – 2.500 km MEGET intensiv svingkørsel. Eller du kan starte og slutte i Livorno – alt efter tid og lyst. Pris på forespørgsel.

Prisen includerer 8 overnatninger med halvpension (morgen- og aftensmad) samt færgebillet med overnatninger på færgen til og fra Sardinien (her skal du selv afholde morgen- og aftensmad). Overnatning på færgen er i 4-personers kahytter med 2 personer i hver kahyt, hvilket betyder at der er rigeligt plads, også til bagagen. Enkeltkahyt kan fås mod tillæg på DKK 1.000. Der er guidede ture 10 dage.

Hotel før og efter turen starter / slutter i Innsbruck kan tilkøbes, og der vil være mulighed for at stille bil / trailer.

OBS.: Du skal selv sørge for transport til/fra mødestedet (Innsbruck eller ???), men jeg er gerne behjælpelig med at arrangere samkørsel.

Denne tur har nu, i mine øjne, overtaget en klar førsteplads, både som den mest varierede OG den flotteste tur. Men det er altså også en meget krævende tur pga de mange sving (uden pauser mellem!) og de mange dages kørsel. Du kan dog altid tage en fridag eller 2 på Sardinien, hvis du syntes det bliver for meget.

Og ikke at forglemme, så er både kost og logi på denne tur ‘spitzenklasse’.

Sværhedsgraden på denne tur skyldes dels årstiden; skovstrækninger og bjergpas i Østrig og nord-Italien kan være drilske i maj eller oktober. Enkelte etaper i Alperne og i Appenninerne kan have vanskelige vejforløb. Endelig er Sardiniens veje meget koncentrationskrævende pga de mange sving uden lige stræk mellem, og der køres i mange dage.

AlpeSpecial – Alperne / Dolomitterne

Er du vild med at køre bjergpas og hårnålesving, så er dette turen for dig. Der er vist ingen andre steder, hvor bjergpassene ligger så tæt som i Dolomitterne. Pas i alle former og højder, men fælles for dem alle er utallige hårnålesving.

Dato
4. – 11. juli 2026
Varighed
6 køredage, 7 overnatninger
Pris
8.150,- incl. ½ pension i dobbeltværelse
tillæg enkeltværelse 1.400,-
Deltagere
Min 5, max 10
Sværhedsgrad
Middelsvær til svær
Krav
Erfaring i bjergkørsel forudsat
Mc min. 500 ccm

Beskrivelse af turen

Turen hvor vi ugen igennem kører på kryds og tværs i Alperne og Dolomitterne, men med hovedvægt på Trentino og det gamle Tirol og de omkring liggende områder. Vi krydser landegrænser, og veksler mellem at udforske mindre kendte dele af Dolomitterne og Alperne, og køre de mere velkendte bjergpas. Og mon ikke vi får mulighed for en frokost i Slovenien, måske en kaffe ved Gardasøen, eller… Lad os bare følge de gode veje og tage på opdagelse.

Denne tur kalder jeg for AlpeSpecial. Mest fordi det ER en speciel tur, og vi kommer egentligt ikke til at lave meget andet end, at køre rundt i Alperne og Dolomitterne ad de fedeste veje, en hel uge! Men så kommer vi også derhen, hvor du aldrig selv ville køre som turist – og hvor der i øvrigt heller ikke er andre turister!

Ugen vil sammenlagt byde på ca. 2.000 km intensiv bjergkørsel – det kan vel ikke hedde andet når vi kører i Alperne og Dolomitterne, men afvekslende og super veje er garanteret!

Ugen starter med at vi samles og indkvarteres på hotel i Østrig lørdag. Søndag kører vi mod Dolomitterne, hvor vi har 3 overnatninger i en lille bjergby. Men ikke uden, at kommer over Gross Glockner Hochalpenstrasse undervejs – hvis vejret ellers tillader det. Vi er nu ‘forholdsvis’ tæt på Slovenien, så mon ikke…

Så er det videre mod vest, hvor der forhåbentligt er et lille bjerghotel der venter på os. Her har vi også 3 overnatninger, så vi kan udforske denne side af Dolomitterne og måske drikke en lille kaffe ved Gardasøen – vi er forholdsvis tæt på. Vi er i øvrigt også forholdsvis tæt på Schweiz nu, så hvis I er hurtige…

Og det var så den uge – her slutter turen.

Det er en meget flot tur, men også en krævende tur på grund af de mange bjergpas og til tider meget smalle og hårnåle-intensive veje – veje der ofte vil kræve fuld koncentration. Derfor blive turen betegnet middelsvær til svær.